Æblepresning
I 2018 gav kredsen - med hjælp fra Haveselskabets aktivitetspulje - sig selv en gave, som vi har haft glæde af siden.
Der blev indkøbt mosteriudstyr, dvs. en elektrisk kværn, en vandtrykspresse samt diverse spande og baljer. En del medlemmer har siden da haft glæde af mosteriet.
Det er utroligt effektivt, ca. 40 kg æbler bliver til mindst 20 liter most, ofte en del mere, alt afhængigt af hvilke æblesorter, der bruges. I alle tilfælde rigtig megen, dejlig most – lige til at putte i fryseren.
Vi gentager arrangementet i år, så I kan få lejlighed til at deltage igen eller for første gang.
Det tager ca. tre kvarter at moste 40 kg æbler og gøre klar til næste presning.
I skal selvfølgelig selv medbringe æbler, max. 40 (fyrre!) kilo medmindre andet er aftalt på forhånd!! I kan sagtens bruge nedfaldsæbler. Lidt stød-pletter er ok, men der må absolut ikke være råd! Æblerne skal være vaskede og absolut fri for jord og sten – snavsede æbler mostes ikke! Derudover skal I huske emballage fx plastdunke til den færdige most. Hvis I har lyst, kan I få restproduktet med hjem til høns eller kompostbunke. husk i så fald også emballage dertil.
Arrangementet er udelukkende for medlemmer af Haveselskabet (husk gyldigt medlemskort), det er gratis, men vi ser gerne, at I medbringer lidt sødt til et fælles kaffebord – så sørger bestyrelsen for kaffen.
Tilmelding er absolut nødvendig! Vi udarbejder en tidsplan, så I ved tilmelding kan få et omtrentligt starttidspunkt.