Familietur til Vildmosen
Et spændende arrangement for børn og voksne.
Vi mødes ved Vildmoseporten, Gård 18, hvor vi starter med en guidet rundvisning af Christian Larsen.
Efter en omfattende restaurering, som fandt sted fra 2004 til 2007, kan du opleve Gård 18, som den så ud i 1949. I dag hedder gården “Vildmoseporten”, fordi den gennem udstillingen “Mosekonens land” giver inspiration og ideer til at opleve Store Vildmose på egen hånd.
Herfra sætter vi os i bilerne og kører til det sted, hvor et engelsk rekognosceringsfly styrtede ned den 26. april 1940. Fire besætningsmedlemmer blev dræbt i styrtet. Kun andenpilot Sergent Vincent Herbert Barr reddede sig ud i faldskærm.
Herfra kører vi til Centralgården. Den blev bygget i 1935 med det formål at være karantænestation for tuberkulose- og kastningsfrie kvier. I dag anvendes den som skole af Ryå Efterskole.
Så går vi en tur på den nye 700 m lange gangbro, der leder besøgende hen over de gamle, våde tørve-grave og de oversvømmede moseflader – gennem kantskoven – og ud til den åbne højmoseflade.
Hvis tiden og vejret tillader det, skal vi se Vildmosens største sten, Troldestenen, der vejer ca. 140 tons.
Til slut kører vi tilbage til Vildmoseporten, hvor en tiltrængt kop kaffe med brød nydes, inden vi kører hver til sit.
Børn deltager gratis.