Haveselskabet dækker hele landet og er delt op med én afdeling til hver kommune.
Lemvig afdeling er en sammenlægning af de tidligere kredse Lemvig og Tangsø. Kredsen dækker nu hele Lemvig kommune.
Afdelingen blev stiftet i 1946 af en flok haveinteresserede m/k'ere, hvis første aktivitet var indkøb af en sprøjte, så medlemmerne kunne få sprøjtet deres frugttræer. Det er tankevækkende, at man nu næsten har afskaffet al sprøjtning og brug af gift i haverne.
Afdelingen arrangerer foredrag 2 - 4 gange om året med konsulenter fra Haveselskabet samt andre plantefolk, det være sig blomsterdekoratør, gartner, skovfoged m.v. Der afholdes hvert år aftenudflugt til en have eller et anlæg, som menes at have noget af interesse at vise frem, der laves havevandring til 2 haver i eller "åbne haver".
Arrangementerne bliver bekendtgjort i medlemsmagasinet HAVEN, kvartalsbladet "Kvartalsbladet" for Haveselskabet, Lemvig samt "Lokalavisen" hver gang. Når der er materiale, der skal fordeles, sker dette ved brev til hvert medlem.
Når man er medlem af Haveselskabet, har man ret til besøg af Haveselskabets konsulent til en favorabel pris.
Man modtager Haveselskabets blad "Haven" 10 gange om året, man kan deltage i haverejser, kurser, "åbne haver", foredrag m.v.
Det er også tilladt at besøge arrangementer i andre afdelinger, såfremt ikke andet er anført.
Har du ud fra ovennævnte oplysninger fået interesse for et medlemskab af Haveselskabet, kan du melde dig ind på www.haveselskabet.dk eller du kan ringe din tilmelding ind til en af bestyrelsesmedlemmerne.
Tilmeldingen skal indeholde: Navn, Adresse, Postnummer og By
Bliv aktiv
Overvejer du om det kunne være sjovt at være aktivt med omkring alle de arrangementer, der laves i Haveselskabet Lemvig, skulle du prøve at give det en chance.
Du behøver ikke have en særlig haveinteresse eller nogle helt særlige kompetencer. Der er opgaver til enhver, og vi har brug for al den hjælp vi kan få.
Måske du har nogle særlige færdigheder indenfor koordinering, sociale medier, eller bare er rigtig god til at få en havesnak med gæsterne til vores markeder. Det er også altid godt, hvis der bliver bagt en god kage. Der er mange muligheder.
Prøv bare at møde op og lad os tale sammen, så finder vi helt sikkert på noget. Ekstra hænder er der altid en glæde over at møde.
Du er også altid meget velkommen til at stille op til bestyrelsen, hvor vi har et rigtig hyggeligt samvær alt i mens vi planlægger vores aktiviteter. Vores baggrunde er forskellige, og det ser vi kun som en styrke.
Mød frisk op, også hvis du er tvivl og gerne blot vil høre lidt mere om kredsen. Det er en skøn måde at dele sin haveglæde med andre på.