Sådan planter du et træ
Skal du plante et træ i haven, kan du her få Haveselskabets guide til, hvordan du gør.
Alle haver skulle have minimum ét træ, hvis det stod til Haveselskabet. Træer er smukke, de giver en tiltrængt skygge og optager store mængder CO2, hvilket er godt i klima henseende. Mange træer har også stor værdi for insekter og fugle, og så viser træerne årstidernes skiften bedre end nogle andre planter.
Det er ikke svært at plante et træ, men hvis du vil sikre at dit træ får en god start og langt liv i din have, er det vigtigt at det plantes korrekt.
Sådan planter du et træ
1. Grav et hul på den udvalgte placering.
Når du har fundet stedet, hvor det nye træ skal plantes, skal du grave et hul. Det er vigtigt at hullet er stort, så der er god plads omkring rodklumpen når træet placeres i hullet. Skal træet plantes i græsplænen, må du fjerne græsset i en cirkel på ca. 80 cm i diameter. Græsset er en stor konkurrent om vand og næring med det lille træ.
2. Vand
Når hullet er gravet skal jorden grundvandes. Det gøres ved at hælde ca. 10 liter vand i hullet. Lad vandet sive helt ned, inden du planter. Tjek også at træet der skal plantes er gennemvandet. Sæt det evt. i en spand med vand, hvor det kan trække i 10 min.
3. Jorden løsnes
Når vandet er sivet ned løsnes jorden i bunden af hullet. Vil du give træet ekstra kærlighed, kan du komme en skovlful kompost i plantehullet, som blandes rundt i den løs jorden i bunden. Den løse jord sikrer at rødderne har nemmere ved at få fat.
4. Tag træet ud af potten
Hvis træet står i potte, tages det ud og rødderne løsnes enten med hænderne eller ved at lave snit gennem rodklumpen med en kniv eller saks. Så vil rødderne have nemmere ved at søge ud i jorden.
5. Plant træet
Rodklumpen sættes ned i hullet og dybden tilpasses rodklumpens størrelse. Træet skal plantes i samme dybde, som det har stået i potten. Når træet står i rette dybde, kan du fylde jorden tilbage i hullet.
6. Tryk jorden til og vand
Når jorden er fyldt omkring roden, skal jorden trykkes til. Det gør man dels for at sikre at træet står fast, men også for at rødderne har god kontakt med jorden. Hold træet lige med den ene hånd mens du med den ene fod trykker jorden fast omkring rodklumpen. Du skal ikke stampe hårdt, men træet skal stå nogenlunde fast og stabilt når du er færdig. Til slut vandes der med ca. 10 liter vand. '
Bliv medlem og få magasinet HAVEN
Opbinding af træet
Et nyplantet træ har brug for støtte. Både så det ikke blæser omkuld, men mest af alt for at fiksere rodklumpen, der ellers vil rokke frem og tilbage og hindre de nye rødder i at vokse ud i jorden.
Hvornår har et træ brug for støtte?
Små træer på under en meter har som regel ikke brug for støtte, men lidt højere træer, og træer med krone vil behøve en form for fiksering. Især høje træer og også store buske, som står frit og udsat for vind, skal bindes op.
Den mest anvendte metode til at opbinde træer i haver er en lav opbinding til en eller to pæle. En enkelt pæl er nok til mindre træer, og hvis vinden normalt kommer fra samme side. I Danmark er det ofte fra vest, og pælen skal derfor placeres vest for træet. Mellemstore træer skal have to pæle og meget store træer kan have behov for tre pæle.
Sæt opbindingen lavt
Ofte ser man opbindinger som er for høje. Det vigtige er at fiksere roden, og det gør man med en lav opbinding. Som en tommelfingerregel skal opbindingen højst sidde i 60 cm højde - eller ca. 1/3 oppe ad stammen. For små træer er det måske helt nede i 30-40 cm højde.
Det skal du bruge
- 1-2 pæle, der er spidse i den ene ende, så de kan bankes i jorden. Små træer kan nøjes med pæle med en diameter på 5 cm, mens 7 cm er passende til større træer. Det er ikke nødvendig at bruge trykimprægnerede pæle, da de kun skal kunne holde i ca. 3 år.
- Brede seler af kunststof, gummi eller hessian.
- Papsøm, som er korte, galvaniserede søm med et stort, fladt hoved, som ikke smutter igennem remmen.
Kunststof eller hessian?
En almindelig sikkerhedssele af kunststof kan købes i ruller af 50 eller 100 meter i mange havecentre og på nettet. Nogen steder kan man også købe kortere stykker, eller man kan dele en rulle med naboerne.
Man kan være heldig at finde lignende ruller af hessian. Hessian har den fordel, at det er et naturprodukt, som forgår af sig selv efter en kort årrække. Mens kunststof holder (næsten) evigt og skal afmonteres efter 3-4 år.
Sådan gør du
- Sæt pælene 40-50 cm fra stammen, så de ikke beskadiger rodklumpen, når de bankes i, og så du mindsker risikoen for barkskader fra pælene. Hvis pælene pga. pladsmangel skal stå tættere på stammen, skal de bankes i, inden træet plantes, så man forsigtigt kan fordele rødderne rundt om pælene.
- Bank pælene i med en pælebanker eller en mukkert. Undgå at lave hul med et jordbor, da hullet ofte bliver for stort, så pælen står ustabilt.
- Når du sætter remmen på, skal du passe på med at stramme den for meget omkring træets stamme. Den skal være fast, men ikke så stram at stammen slet ikke kan bevæge sig.
- Remmen slås fast i pælen med papsøm.
- Når remmen er sat fast, skal den stump pæl, der rager op over opbindingen, saves af, da den kan skade træet.
- Lad opbindingen sidde i 3-4 år, før du fjerner remme og pæle. Undgå at fjerne støtten om sommeren, når kronen er fuld af blade, der virker som et sejl i vinden. Vent hellere til sent efterår, når bladene er faldet af.
Læs mere mere om hvordan du gør din have mere klimavenlig- klik lige her.