Kompostering i åben bunke
Den nemmeste komposteringsmetode er at lave en åben bunke i et hjørne af haven. Men det tager tid, før du har brugbar kompost.
At lave en bunke, og så bare fylde materiale på, efterhånden som det dukker op, uanset hvad og på hvilken årstid, er en nem og meget brugt måde at lave kompost på. Men det kan tage lang tid, før materialet er omsat, og mange næringsstoffer kan gå tabt undervejs.
Fordele og ulemper ved den åbne bunke
Fordele
- Det er billigt og nemt.
- Der er minimal risiko for svidning af rødder, når du bruger komposten.
- Komposten er især god til forbedring af jordstruktur.
Ulemper
- Komposten kan indeholde mange ukrudtsfrø og sygdomskim.
- Den er som regel ret næringsfattig.
- Flerårigt ukrudt som skvalderkål og kvikgræs kan vokse videre og infiltrere hele bunken.
Gode råd om kompostering i åben bunke
Den åbne bunke kan bygges op direkte på jorden, og det er bedst at placere den et sted med skygge og læ, så sol og vind ikke tørrer bunken helt ud. Der må gerne være træer og buske i nærheden til at give skygge og optage de nedsivende næringsstoffer. Bunken kan være med lukkede sider, eller den kan placeres frit.
Dækker du bunken til med en presenning, der skærmer for lys og nedbør, forebygger du, at flerårigt ukrudt vokser videre, og at næringsstoffer udvaskes.
Hvis du tilfører meget grønt materiale, får du en mere næringsrig kompost, og derfor skal du tænke over doseringen, når du bruger komposten. Hvis du vil reducere mængden af ukrudtsfrø i komposten og mindske risikoen for at sprede plantesygdomme, kan du fravælge ukrudt med frø og syge plantedele. Alternativt kan du varmekompostere.