Hvad kan man dyrke i drivhuset om vinteren?
I Haveselskabet har vi bedt Lars Lund strikke en lille oversigt sammen om spiselige planter, som du kan dyrke eller opbevare hen over vinteren i et drivhus uden isolering. Og der sniger sig også lidt pryd ind til sidst.
Krydderurter
Alle krydderurter, der kan tåle frost, og som du normalt har i din have, trives endnu bedre, når de kommer ind i drivhuset.
Prøv med:
- Salvie
- Citronmelisse
- Timian
- Mynte
- Merian
- Purløg
Derimod skal du "passe på" rosmarin, der ikke er glad for frost. I nogle haver overlever den fint, i andre vil den slet ikke overvintre. Står den et sted med læ og sol, fx op ad en sydvendt mur, forbedres muligheden for overlevelse fra år til år. Men den ér svær.
Når du har planter i drivhuset, skal du huske at stikke fingeren i jorden i ny og næ. Især når solen bager, kan den hurtigt blive tør, og så skal der naturligvis vandes.
Salater
Tandfri vårsalat
Tandfri vårsalat kaldes også feldsalat, og den er en sikker succes. Sår du den på friland om efteråret, kan du høste i det tidlige forår. Tandfri vårsalat trives også godt i et vinterdrivhus, hvor den konstant leverer grønt til køkkenet.
Vinterportulak
Vinterportulak vokser i små fine rosetter og viser sig kun i vinterhalvåret. Den kan bruges som et tilskud til salaten eller drys på en kartoffelmad. Smagen kan minde om vårsalat, og den smager bedst i rå eller kun ganske let opvarmet tilstand - fx blancheret som spinat.
Salatsennep
Salatsennep er et andet navn for rucola, og den trives rigtig godt med kulde.
Vinterkarse
Vinterkarse klarer sig også fint i drivhuset. Vinterkarse smager bittert og skarpt, så den er mere et supplement eller et drys end hovedingrediens i salatskålen.
Iceberg og andre hoved- og pluksalater
Du kan også prøve med icebergsalat. Prøv at så den i drivhuset i november. I en mild vinter kan du høste salaten i marts-april. Spirerne tåler let frost i kortere tid. Ellers må du vente til marts. Et godt tip er at lave en lille tunnel af et par lag fiberdug over salaten, for hvert lag øger temperaturen med 1-2 grader. Det øger dine chancer for succes.
Ovenstående gælder også for andre hovedsalater og pluksalater. Vil du have virkelig tidlig høst af blade, skal du blot tilså en række tæt med blandede salatfrø. De kan plukkes blad for blad, når de har nået en passende størrelse, og udgøre en dejlig, tidlig og sprød salatblanding.















